Joshua Bell & Academy of St Martin in the Fields

Joshua Bell er en stjerne på den internationale violinhimmel og udover sit virke som solist på alverdens scener har han siden 2011 været musikchef for det Londonbaserede kammerensemble Academy of St Martin in the Fields. Det er et samarbejde, der til stadighed tryllebinder publikum verden over – nu får det nordjyske publikum muligheden.

MH 1690X1250 Copy (2)
Se spilletider
DKK 295 - 600
Køb billet

Han har spillet violin, siden han var fire, og allerede som 14-årig debuterede han med Philadelphia Orchestra dirigeret af Riccardo Muti. 17 år gammel stod han første gang på scenen i Carnegie Hall, og året efter underskrev han sin første pladekontrakt med legendariske London Decca. Samme år modtog han Avery Fisher Career Grant.

Den amerikanske violinist Joshua Bell har i mere end fire årtier tryllebundet publikum over hele verden – både som solist med store orkestre og dirigenter og som kammermusiker. Listen af indspilninger – herunder også en del filmmusik – er imponerende, og det samme er listen over priser, han er blevet tildelt.

Siden 2011 har Joshua Bell været musikchef for et af verdens førende kammerensembler, det London-baserede Academy of St Martin in the Fields, som han også gæster Aalborg med. Ved koncerten her er Bell både solist og dirigent.

Academy of St Martin in the Fields blev stiftet i 1958 af dirigenten Neville Marriner, som samlede en gruppe af Londons bedste musikere. Orkestret gav sin første koncert i kirken St Martin in the Fields ved Trafalgar Square – deraf navnet. Ved sin afgang i 2011 blev Marriner udnævnt til akademiformand på livstid.

Derefter tog Joshua Bell over, og han er således kun orkestrets anden kunstneriske chef. Stor var glæden hos både musikere og Bell, da man i 2019 i forbindelse med orkestrets 60-års jubilæum kunne fortælle, at man forlængede kontrakten med ham frem til 2023. Joshua Bell kalder orkestret sin musikalske familie, og samarbejdet mellem ham og Academy of St Martin in the Fields er vidt anerkendt som en stor kunstnerisk succes. Dagbladet The Scotsman beskrev i 2018 samarbejdet således:

»Bell har opnået noget helt specielt, siden han blev orkestrets musikchef i 2011. Der er stadig den kendte finish og finesse, den sikre aristokratiske blødhed. Men under Bell har de også fået et bemærkelsesværdigt fokus, og der er en ætsende klarhed i deres spil: enhver bevægelse har retning og mening. Og det er en fornøjelse at opleve et ensemble, hvor samtlige musikere virker så engagerede«.

Joshua Bell spiller på en 1713 Huberman Stradivarius violin.

Program
Robert Schumann: Uddrag af Carnaval, op. 9 - instrumenteret af Maurice Ravel       
Niccolò Paganini: Koncert nr. 1 for violin og orkester i D-dur, op. 6
--
Robert Schumann: Symfoni nr. 2 i C-dur, op. 61

Nyhedsbrev

Tilmeld dig Musikkens Hus’ gratis nyhedsbrev, hvor du får de største nyheder fra huset og adgang til konkurrencer og eksklusive presales. På den måde kommer du først i køen til de mest eftertragtede koncerter.