Talte Tanker Live In Concert er en nyskabende genre, der forener litteratur, live musik med orkester og visuelle elementer på storskærm.
Scenen udspiller sig på badeværelsets gulv i Beirut. Lydene af missiler trænger igennem væggene og lyder som om himmelen bliver sprækket midt over.
5-årige Mazen ligger i badekarret og holder hænderne for øjnene, mens han mærker sine øjenvipper kildre i håndfladerne. Det hjælper med at holde lydene ude, der efterlader et uendeligt ekko i badekarret.
“Det er bare fyrværkeri på himlen,” siger Mama og rejser sig fra badeværelsets gulv. Hun tænder et stearinlys og bøjer sig helt ned i badekarret. Hun fører forsigtigt Mazens hænder væk fra øjnene.
“Mazen, hvis vi overlever i nat, så dør vi aldrig,” siger hun.
Tag med ind i et enestående univers, hvor moderne digte i samspil med visuelle effekter på storskærm og et velspillende orkester kommer til live på fænomenal vis. Temaer som krig, flugt, kærlighed, kriminalitet, familie og håb giver en ganske særlig nerve til formatet, hvor Mazen kan mærkes helt ud til scenekanten og efterlader publikum med et væld af store følelser.
Om Mazen
Mazen er forfatter, komiker og kendt for sine skarpe og humoristiske iagttagelser på Sociale Medier. På Facebook alene har han mere end 63.000 følgere og videoer set 25+ millioner gange.
Han har modtaget prisen for Årets Bedste Udgivelse af Statens Kunstfond for sit comedy- og poetiske live show Sådan Overtager Vi Danmark. ”Mazen bringer os helt tæt på vores ord, sprogets rytme og melodik. Det er blevet til en vital og gribende nutidig suite over danskhed. Værket er instrumenteret med genkendelige sprogblomster, vi bliver mesterligt ført op mod de nøje komponerede pauser, hvor vi kort lytter til hinandens åndedrag” – Statens Kunstfond
Produceret i samarbejde med Nørrebro Teater