Umiddelbart efter rådhusklokkerne har ringet det nye år ind, løber TV 2 Nytårsplaylisten over tv-skærmene i de danske hjem. Men i Musikkens Hus tager vi forskud på nytårsfesten, når vi d. 10. december optager showet i Nordjyllands smukkeste koncertsal.
Det bliver i selskab med tv-vært Christian Degn, som du sikkert kender fra ’Nybyggerne’, ’Go’ aften Live’ eller ’Hvem vil være millionær?’ Denne aften trækker værten i sit stiveste puds for at guide os igennem en perlerække af musikalske indslag.
I år er det blandt andre Hugo Helmig, Drew Sycamore, Alexander Oscar feat. Svea, Julias Moon og Dopha, der går på scenen for at synge det nye år ind – og du kan roligt glæde dig til et festfyrværkeri af skøn musik.
Så find jakkesættet og yndlingskjolen frem, når vi fejrer nytår med Christian Degn og de danske stjerner til denne eksklusive nytårsfest.
Showet vises på TV 2 fredag d. 1. januar umiddelbart efter midnat.
Bemærk venligst: Grundet tv-produktionen kan der lejlighedsvis forekomme begrænset lyd og udsyn.
TAG TRYGT I MUSIKKENS HUS
Ved alle arrangementer følger vi myndighedernes aktuelle retningslinjer, og som billethaver vil du modtage en mail med praktisk information, inden du møder op i Musikkens Hus.
Der er nemlig ikke noget, som er vigtigere for os, end at alle vores gæster får en god og tryg oplevelse i huset.