Júníus Meyvant, med det borgerlige navn Unnar Gísli Sigurmundsson, brød igennem lydmuren i 2013 med den fængende debutsingle ‘Color Decay’, som spredte sig hastigt verden over og skabte opmærksomhed omkring det spirende islandske talent, der markerede sin indtræden på musikscenen. Siden da har Júníus Meyvant fået flere millioner afspilninger på Spotify, turneret utrætteligt i hele Europa samt udgivet debutalbummet ’Floating Harmonies’ og seneste opfølgeren ’Across The Borders’.
Også danskerne har hurtigt forelsket sig i det islandske stjerneskud. Over flere omgange har Júníus Meyvant gæstet Danmark, hvor han bl.a. har spillet udsolgte koncerter på Bremen Teater i København og Radar i Aarhus samt besøgt festivaler som Roskilde Festival, Musik I Lejet og SPOT Festival. Dertil har Júníus Meyvant i de seneste år været én af de mest spillede artister på radiokanalen P6 Beat, der fra starten har knuselsket hans musik og spillet stort set hver en udgivet single.
Det nye album ‘Across The Borders’ er optaget i det legendariske Hljóðriti Studio i udkanten af Reykjavikog er optaget og mixet af Guðmundur Kristinn Jónsson (Ásgeir, Erlend Oye, Hjálmar). Det velorkestrerede album omfavner en bred palette af lyde og er et overflødighedshorn af soulede og forførende melodier. Igennem albummets 11 numre fremstår en naturlig varme bag Júníus Meyvants usammenlignelige vokal – og der spædes kun til denne stemning med en fuld stryger- og blæsersektion som maler et tapet af salig vellyd. Med ’Across The Borders’ er skabt et album, der igen manifesterer Júníus Meyvants ekspertise ud i denne særegne form for freaky-folk pop.