Ben Webster Tribute

Til denne koncert spiller Jan Harbeck Quartet et program, der hylder Ben Webster og hans musik, der har beriget og inspireret det danske jazzmiljø. Tenorsaxofonisten Jan Harbeck og pianisten Henrik Gunde er begge modtagere af den prestigefulde Ben Webster Pris 2018.
mh_ben-webster-tribute_1920x870px.jpg
15. februar 2019 kl. 20:00
Dkk. 200,- inkl. gebyr Koncerten er siddende unummereret NB: Gavekort udstedt før 1. april 2016 kan ikke indløses online. Kontakt Billetkontoret på 60203000

Jan Harbeck Quartet spiller moderne akustisk jazz med et varmt, nærværende og personligt udtryk. I 2008 modtog Jan Harbeck Quartet en Grammy for ‘In the Still of the Night’ som Årets Jazzplade og har siden været blandt de bedst sælgende danske instrumentale jazzgrupper. Kvartetten spiller en blanding af Harbecks egne kompositioner og udvalgte jazzstandards af den mere sjældne art. Fælles for dem er dog, at den stærke melodi og den til tider melankolske dramatik er i centrum. 

Det var Ben Websters særlige sound og hans sjælfulde spil, der i sin tid inspirerede Jan Harbeck til at spille saxofon, og på den første plade med Jan Harbeck Quartet tilbage fra 2008 ’In the Still of the Night’ indspillede kvartetten bl.a. tangoen ’La Rosita’, som Ben Webster indspillede på Encounters pladen sammen med Coleman Hawkins. Dette nummer samt udvalgte og sjældent spillede kompositioner af Ben Webster vil blive spillet til koncerten.

Ben Webster Prisen har været uddelt hvert år siden 1977 og er den mest prestigefulde jazzpris i Danmark. Jan Harbeck er den første nordjyde, der er modtager af Ben Webster Prisen. Jan Harbeck er fra Aalborg og har studeret på Nordjysk Musikkonservatorium. Han har gået i skole på Hasseris Gymnasium og før det på Stolpedalsskolen.

Jan Harbeck Quartet udkommer i januar 2019 med deres fjerde plade på Stunt Records. På denne kan man høre særligt udvalgte og sjældent spillede kompositioner af Ben Webster, og kvartetten vil til koncerten spille musik fra den nye plade sammen med de bedste fra deres tre første, som alle har været blandt de bedst sælgende danske jazzplader i det seneste årti.

Musikken bekender sig til jazzens historie og har samtidig et personligt særpræg, hvor hver af de fire musikere bidrager til helheden. Pianist Henrik Gunde er med sit nærværende og virtuose spil en af de mest efterspurgte danske jazzmusikere, bl.a. som medlem af Danmarks Radios Big Band og en lang række mindre ensembler. Bassist Eske Nørrelykke farver hele bandet med sin unikke minimalistiske spillestil, og Espen Laub von Lillienskjold på trommer forener råswing og groove med finesse og sofistikeret underspillethed. Kvartetten formår at skabe et intimt rum med en akustisk balanceret lyd, hvor intet står mellem publikum og musikere.

Det sagde anmelderne

“Jan Harbeck er blevet kaldt én af de ypperste blandt danske saxofonister. Han hører til den gruppe af jazzmusikere, som bekender sig til den store tradition fra swingtiden, men er samtidig med til at forny genren og give den et personligt præg.” - DR K

Den seneste udgivelse ‘Variations in Blue’, der er skabt i samarbejde med den amerikanske stjernesaxofonist Walter Smith III, blev taget virkelig godt imod af pressen. Verdens førende jazzmagasin DownBeat skrev følgende:

‘Danish saxist Jan Harbeck has put together a gorgeous set of bluesy standards, tangos and originals. Since the tracks are all unhurried - recorded live with no cuts or overdubs - the whole program slips down like a vintage port. Despite the familiarity of “Don’t Let the Sun…” and “Blues In the Night”, Harbeck’s originals fit the rundown like silk stockings, slowly unfurling.’

4 ud af 5 stjerner — Michael Jackson, DownBeat Magazine marts 2015

5 hjerter i Politiken - anmeldelse af koncert med Jan Harbeck Quartet på Copenhagen Jazzfestival, musikredaktør Thomas Michelsen:

”Kapelmester Harbeck selv demonstrerede, at der bare ikke er nogen, der kan lægge sjæl i en jazzballade som han”, og tidligere i samme avis kunne man læse at ”tenorsaxofon er selve lyden af jazzen. Genrens sjæl. Engang havde vi Ben Webster i København til at blæse sjælen til live. I dag har vi Jan Harbeck”.

Medvirkende

Jan Harbeck, tenorsax

Henrik Gunde, piano

Eske Nørrelykke, bas

Espen Laub von Lillienskjold, trommer

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.