Tag din kære i hånden, sæt jer tilrette i Koncertsalens bløde stole og nyd, at I er ude sammen. Mærk orkestrets volumen og velklingende samspil, når koncerten begynder med forspillet til Wagners opera ”Lohengrin” efterfulgt af symfonier af Schubert og Brahms.
Første sats af Schuberts ”Symfoni nr. 8” – også kaldet ”Den Ufuldendte” – er én af den klassiske musiks mest iørefaldende melodier, og andensatsen følger lige så smukt op. Hvorfor Schubert afbrød sit arbejde med symfonien kun et par takter inde i den 3. sats, er forblevet en gåde. Nogle af gisningerne går på, at Schubert var intimideret af Beethovens bedrifter inden for symfonien som genre, herunder ikke mindst Beethovens prægtige finaler. Hvis det var tilfældet, var Schubert ikke alene.
Også én af 1870’ernes mest respekterede komponister - Johannes Brahms følte, at han stod i skyggen af Beethovens storhed, bl.a. fordi hans Symfoni nr. 1 til hans store irritation blev kaldt ”Beethovens tiende”. Det blev dog til hele fire symfonier fra Brahms egen hånd, hvoraf I kan glæde jer til at høre den fjerde, som er en af de mest storslåede af Brahms værker.
Det kongelige kapel
Det Kongelige Kapel er verdens ældste orkester, der kan spores helt tilbage til 1448 til Trompeterkorpset ved Christian I’s hof. Ensemblet leverede den musik, hoffet havde brug for. Især den musikalske konge Frederik IX havde sit helt specielle forhold til Det Kongelige Kapel. Gennem mange år dyrkede han sin store interesse for direktion sammen med musikerne i orkestret. I dag spiller ensemblet mange forskelligartede koncerter også i udlandet, lige som de har indspillet cd'er og givet nytårskoncerter.
Program
Richard Wagner, Forspillet til operaen Lohengrin
Franz Schubert, Symfoni nr. 8 (Den Ufuldendte), D.759
Johannes Brahms, Symfoni 4, opus 98