Jan Lundgren er en af Sveriges største pianister, der med en swingende og elegant stil, formår at bringe arven videre fra svenske Jan Johansson som ingen anden. Sidste år udgav han en plade med amerikanske Harry Allen, en af de mest smagfulde swingtenorer i dag. Sammen vil de, med et stjernehold af skandinaviske musikere, fortolke sange fra deres to idoler:
Stan Getz' varme tone har vundet stor international popularitet, ikke mindst pga. hans fortolkning af bossa nova blandet med moderne jazz, der blev et evigt "trademark" for Getz’ musikalske udtryk. Jan Johanssons "Jazz på Svenska" er solgt i hundredetusindvis og kendt og elsket af rigtig mange, særligt i Skandinavien.
Sammen har Jan Lundgren og Harry Allen samlet et yderst velspillende band og nøje valgt et repertoire, der hylder Jan Johansson og Stan Getz. Swing, dybde, melankoli, melodi, elegance, stil, varme og bossa…
Bassisten er den svenske Hans Backenroth, som er en af de mest efterspurgte musikere i Skandinavien og medvirker på mere end 400 indspilninger. Kvartetten fuldendes af den danske trommeslager Kristian Leth, der de sidste 10 år har turneret og indspillet med en lang række internationale navne, heriblandt Scott Hamilton, Benny Golson og Benny Green.
Lineup
Jan Lundgren (SE), piano
Harry Allen (US), tenorsax
Hans Backenroth (SE), bas
Kristian Leth (DK), trommer
Koncerten er en del af Musikkens Jazzklub. Bliv medlem her.
Koncerten er blevet til med støtte fra Torben Vejs Fond.
Bemærk: Ingen teleslynge