Aftenen starter i Øvre Foyers smukke og intime rammer, hvor de dygtige danseinstruktører Helle Merete Nielsen og Lasse Nielsen vil introducere nybegyndere og rutinerede for tangoens grundtrin. Herefter vil The Tangofied Ensemble stå på scenen i Intimsalen og tage publikum med på en musikalsk færd gennem Buenos Aires’ gader. Efter koncerten vil aftenens DJ, Ole Mikael Sørensen fra Tango Aalborg, vende dansevenlige tangoplader til glæde for alle tangodansende ben.
Program
Kl. 18.30-19.15: Tangointroduktion i Øvre Foyer med Helle Merete Nielsen og Lasse Nielsen
Kl. 19.30-20.45: Koncert med The Tangofied Ensemble i Intimsalen
Kl. 21.15-23.30: Fri dans i Intimsalen til DJ (Ole Mikael Sørensen fra Tango Aalborg)
Om The Tangofied Ensemble
Bassisten og komponisten Torben Westergaard er en alsidig herre, der med ni cd-udgivelser i eget navn, turnéer i mere end 20 lande og knap seks års ophold i jazzens mekka New York, har sat sit præg på den danske såvel som den internationale jazzscene.
The Tangofieds Ensembles første cd, T A N G O F I E D (2012), blev indspillet i Buenos Aires i samarbejde med pianist/arrangør Diego Schissi og hans orkester. Cd’en fik, udover fremragende anmeldelser, nomineringer i hele to kategorier til Danish Music Award – Jazz, 2013. Den efterfølgende, T A N G O F I E D II, var ligeledes både anmelderrost og DMA-nomineret i 2014, og indspillet i dels Buenos Aires, dels København.
Musikken kan beskrives som ’moderne tango jazz’ og trækker både på tangoens partitur-musik og jazzens improvisationssprog. Ønsket er at finde et tredje udtryk mellem tango og jazz – og at finde fællesnævneren i den blide melankoli, der bærer argentinsk tango såvel som nordisk jazz.
Besætningen består af: Ida Nørholm (cello), Anders Banke (basklarinet), Alejandro Sancho (guitar) og Torben Westergaard (bas og komposition)