Københavns Drengekor

Bevægende englesang med domorganist Hanne Kuhlmann
mh-koebenhavnsdrengekor_hd.jpg
13. november 2016 kl. 15:00
DKK 155,- inkl. gebyr NB: Gavekort udstedt før 1. april 2016 kan ikke indløses online. Kontakt Billet-kontoret på 60203000 for at indløse gavekortet.

Københavns Drengekor synger fast i Københavns Domkirke og for de kongelige, blandt andet til Kronprinsparrets vielse i 2004. Til efteråret giver de en særlig koncertoplevelse i Musikkens Hus i Aalborg, som de har valgt at kalde "Vinterlys & Adventslys".

Under ledelse af korets faste dirigent Ebbe Munk indtager de Koncertsalen, hvis akustiske rammer, giver koncerten fænomenale betingelser. Salens imponerende koncertorgel fuldender lydoplevelsen, når domorganist Hanne Kuhlmann sætter piberne i spil.

Lad jer bevæge af drengekorets smukke klang og rørende harmonier, når de blandt andet fremfører værkerne Palestrinas ”Marcellus Messen” og Morten Lauridsens ”Lux Aterna”.

Om Københavns Drengekor

I 1924 grundlagdes Københavns Drengekor for at berige sine tilhørere med kormusik fra middelalder til det 20. århundrede. Koret var oprindeligt tilknyttet Christiansborg Slotskirke, men i 1959 blev koret fast tilknyttet Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, hvor drengene deltager ved højmesserne og vesperne. Koret består af 60-80 veluddannede drengesangere og 30 professionelle mandskorsangere.

Det internationalt anerkendte kor har opnået en række prominente priser og hædrer: 

1999: I forbindelse med korets 75-års jubilæum fik koret af Dronning Margrethe lov til at bruge tilnavnet Det Kongelige Kantori.

1999: Københavns Drengekor modtog Den Danske Frimuererordens kulturpris på kr. 100.000 for sin indsats for udbredelsen af dansk kortradition i udlandet.

2000: Købehavns Drengekor modtog "Eugene Mortimer Choir Prize" af European Foundation for Culture, PRO EUROPA. Prisen blev givet for "at hædre den høje kvalitet og de fremragende resultater indenfor korsang samt korets kunstneriske bidrag til kulturdialogen i verden".

2002: Københavns Drengekor modtog med Ebbe Munk og Dufay Collective, London en Grammy ved Danish Music Awards for indspilningen af Buxtehudes Kantater (Årets danske vokaludgivelse)

2003: Københavns Drengekor modtog i Paris det Franske Akademis musikpris "Prix de Chant choral Liliane Bettencourt 2003."

Koret er endvidere for en 4-årig periode blevet udnævnt til ”Ambassadeurs de l’Union” af den nystiftede EU-kororganisation ”Fédération Européenne des Choeurs de l’Union” i Bruxelles. 

Om Ebbe Munk

Som kunstnerisk og administrativ leder for Københavns Drengekor har Ebbe Munk dirigeret drengekoret i koncertsale verden over siden 1991. Han har endvidere stået i spidsen for en række af korlitteraturens store værker som eksempelvis Bachs ”Matthæuspassion” og Haydns ”Skabelsen” og samarbejdet med førende danske orkestre som Sjællands Symfoniorkester, Tivolis Symfoniorkester, Radiounderholdningsorkestret og Domkirkens Barokensemble.

Om Hanne Kuhlmann

Hanne Kuhlmann var kun 11 år, da hun begyndte at spille orgel, og allerede som 14-årig spillede hun til sin første højmesse. Det var i Fredenskirken i Herning. Efter 9. klasse blev hun som blot 15-årig optaget på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus, og studieophold i både Paris og London har været med til at forme hende som musiker, og hun har siden vundet flere internationale orgelkonkurrencer. Hanne Kuhlmann blev i 2008 ansat ved Vor Frue Kirke i København og i 2012 fulgte udnævnelsen til domorganist. Musikkens Hus har tidligere haft æren af Hanne Kuhlmanns orgelspil, da hun i efteråret 2015 gav koncert med Den Danske Basunkvartet.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.