Caroline Henderson

Cinemataztic albumkoncert
caroline-henderson2.jpeg
02. oktober 2015 kl. 20:00
Dkk. 295,- inkl. gebyr

Caroline Henderson udgav sit første solo album "Cinemataztic" den 8. august 1995, og har valgt at markere 20 års jubilæet med fire eksklusive Cinemataztic album koncerter. Den ene af de fire koncerter kan selvfølgelig opleves i Musikkens Hus. 

Et af de største danske albums i 1990’erne får nyt liv. I anledning af 20-års jubilæet genudgives Caroline Hendersons dybt personlige solodebut ’Cinemataztic’ i remasteret version, og bliver for første gang opført live. Inspireret af jubilæet er Caroline Henderson, Thomas Blachman & Kasper Winding gået i studiet sammen igen, og det er der kommet en ny EP ud af, ’Ménage à Trois’. 

Med syv Grammys, et salg på 140.000 eksemplarer og massive radiohits som ’Made in Europe’ og ’Kiss Me Kiss Me’ står Caroline Hendersons ’Cinemataztic’ både kunstnerisk og kommercielt som et af de vigtigste værker i den nyere danske pophistorie.

Sammen med Thomas Blachman og Kasper Winding introducerede Henderson en blåtonet elektronisk lyd til den danske mainstream. Samtidig var albummet et personligt dokument over Hendersons liv og hendes forsøg på at finde et ståsted efter at have hittet med Ray Dee Ohh.

”Jeg var lost i 80’erne. Jeg kunne aldrig identificere mig med de der glade popsange.  Både før og efter var det mit mål at beskæftige mig med musik, der var filmisk og jazzet. Med 90-erne kom temaer som AIDS, økonomisk nedtur, heroin og coke ind i musikken. Det var min generation, min tid, min hudfarve. Det var os, der var vokset op med eksperimenterende forældre,. Nu fortalte vi om prisen. Jeg har boet forskellige steder, trukket på alle mulige kunstneriske indflydelser, kan forskellige sprog, har ben i både jazz, hiphop og pop,” siger Caroline Henderson om inspirationerne fra den amerikanske hiphopscene og ikke mindst den britiske triphopscene.

’Cinemataztic’ udkom 8. august 1995 efter to års produktion, og ved Dansk Grammy i 1996 vandt albummet i kategorier som Årets Danske Album, Årets Danske Sangerinde, Årets Danske Hit (For ’Made in Europe’), Årets Danske Producer, Årets Danske Sangskriver.

Dog var der en udfordring med sangene på ’Cinemataztic’: De var ekstremt svære at fremføre live på grund af de mange lyde og samples. Datidens teknik egnede sig ikke til det.

”Det har altid irriteret mig, så det tager vi fat i nu. Det, der i dag kan afvikles fra en iPhone, var vildt besværligt dengang. Præmissen var ’hvad kan lade sig gøre?’ I dag kan alt lade sig gøre, så nu er det et spørgsmål om, hvordan det skal lyde,” fortæller Henderson.

Udover genudgivelsen og koncerterne, er det samme hold gået sammen igen. Det er der kommet en spritny EP og tre nye sange - ’Lust’, ’Devil To Pay’ og ’Mortality’ - ud af.

Til de kommende koncerter har hun samlet et hold af yngre musikere, som omtrent var femteklasseelever, da ’Cinemataztic’ udkom. Og det er helt bevidst – og i det oprindelige albums ånd – at lade en yngre generation føre ’Cinemataztic’ frem til 2015.

Nyhedsbrev

Få musik og kultur direkte i indbakken.

Vi giver dig en forlomme og sørger for, at du får nyheder, konkurrencer, eksklusive presales og andet godt.

Det er uforpligtende at modtage nyhedsbrevet, og du kan til enhver tid afmelde det igen.